
De tre initiativtagere, Stephen, Svend og Ejnar, havde en sammenkomst på Lemvig havn den 8. september 2010, hvor de ankom i deres gamle biler. De var enige om, at der foregik alt for lidt i området, og derfor besluttede de, at de ville tage sagen i egen hånd og ændre på situationen.
De opdagede, at omkring 80 personer i Lemvig og omegn ejede veteran- eller klassiske biler. Den 25. oktober 2010 holdt de et møde, hvor de besluttede at arrangere et stormøde for alle med interesse for gamle biler. Efter en annonce i avisen blev dette møde afholdt den 22. november 2010 på Airtec. Her deltog cirka 30 personer, og det blev besluttet at starte som en kaffeklub med månedlige møder. Siden da har klubben udviklet sig.
Kaffeklubben, der nu tæller over 100 medlemmer, blev indtil 3. november 2021 ledet af en selvbestaltet “junta”. På denne dato blev der afholdt en stiftende generalforsamling, hvor bestyrelse, suppleanter og revisor blev valgt. Forslag til vedtægter blev drøftet, tilpasset og vedtaget. Ændringen skyldes, at det ikke længere er muligt at have en foreningskonto i banken uden at være en “rigtig” forening med CVR-nummer, vedtægter og en valgt bestyrelse. De samme krav gælder for optagelse i Motorhistorisk Samråd.
71 personer deltog i generalforsamlingen.
